Implementeringen af inddannelse har skabt resultater, hvor børn og voksne har fundet indre ro samt fået værktøjer til at kunne tage ansvar og selv balancerer.
En dreng mister sin mor, og har skyldfølelse og en masse tanker der piner ham. Hele oplevelsen fylder meget i ham, fordi der var nogle omstændigheder, som fik ham til at tro at han havde skyld i dødsfaldet. Det handlede ike blot om sorgen ved at miste, men endnu mere om hans tilstedeværelse, var/er årsag til andres ulykke. En meget stor tanke, som gør at drengen bliver bange for at leve, og tænker, om det overhovedet er det værd. Drengen er omkring 8 år. Vi arbejder i et forløb med epigenetik, om forståelsen af livet, døden, drømme og han er et af de mange Stjernebørn jeg møder på min vej. Han forstå efter forløbet afslutning, hvad der er vigtigt for ham og hvor han selv kan bidrage og gøre en forskel.
Angsten kommer i mange former og farver, og kan opstår ud af ingenting, som et traume man ikke aner hvor det har tilknytning til. Det kan også snige sig ind med sygdom i nærmeste familie eller frygten for alle mulige følelser i livet. Efter en dødsdom, som f.eks cancer er, kan der opstå al muligt frygt. Frygt for et tilbagefald, frygten for miste og savnet... hvis nu... Og alle de her følelser, kan i en ubearbejdet form udvikle sig til depression, afmagt og manglende mening i livet. Og disse følelser kan opstå også ved en raskmeldelse. For en forældres livsopgave har i flere år, KUN handlet om én ting - og hvad nu? Hvem er du før under og efter et cancerforløb? Alle stadier er rystende og livsforandrende, hvilket er vigtige pejlemærker til mening med livet. Vi arbejder derfor på flere planer, både med angstens mange ansigter men også med at finde mod til at turde se livet i øjenene igen. Det kan nemlig også være skræmmende. Vi bruger tid på at "finde hjem" og beslutte en ny rute, der motiverer til livsgnist og passion.
Et barn skal have sine redskaber, men det skal forældre også. Ellers er det, at vi igen blot symptombehandler. Vi arbejder med platforme, og vores forskelligheder og lærer også at se hinandens typer og roller. Der arbejdes med familiemønstre og hvordan du kan lære at slippe behovet for at kontrollerer, når du er forældre. Slippe rednings og pleasergenet, for at give barnet ansvaret tilbage. Et ansvar som barnet skal lære at have. Så forældre skal give det fra sig og barnet skal lære at tage det. Når denne energi er balanceret mellem forældre og børn, vil samarbejdet opstå og det er lettere at være i hinandens selskab (for det kan altså godt være lidt svært). Vi arbejder også ind i HVORFOR vi har de forældre vi har og HVORFOR får vi de børn vi gør. Der ligger mange overbevisninger gemt i de forhold, som kan lærer meget om os selv, og familiebåndet.